Forfatterarkiv: Knud

Nyt Busnet/Ny letbane – Høringssvar fra Ældrerådet i Dragør kommune

Dragør, den 15. februar 2018
Sagsnr.: 17/99

Indledende bemærkninger

MetroCityringen åbner i 2019 og Movia har varslet en del ændringer (besparelser) i den kollektive trafik ved forslag til nyt busnet, der kan træde i kraft som en del af Nyt Bynet.

Movia har også foreslået besparelser på busnettet til finansiering af ny letbane på vestegnen.

Hverken MetroCityringen eller en letbane på vestegnen giver nogen værdi eller trafikmæssige fordele for personer fra Dragør eller personer med ærinde i Dragør.

Det er ældrerådets klare opfattelse, at de nævnte besparelser vil have meget store konsekvenser for Dragørs ældre og svagelige borgere, som ikke er i stand til at transportere sig i eget køretøj.

Det vil også have store konsekvenser på de ældre borgere, som er afhængig af plejepersonale, idet vi er vidende om, at kommunen kan have svært ved at rekruttere personale allerede nu på grund af de dårlige forbindelser med offentlige transportmidler.

Den nuværende buslinje 350S er en af Dragørs få livliner, da vi hverken har Metro, S-tog, regionaltog eller Letbane med forbindelse til Dragør. Enhver reduktion af antal afgange på denne linje vil have alvorlige konsekvenser enten direkte eller indirekte på de ældre og svagelige i Dragør.

Ældrerådets forslag

Linje 250S/350S:

Om linjen skal have det ene eller det andet nummer forholder vi os ikke til, men såvel linjeføring som tidsintervaller alle dage skal forblive uændret i forhold til hvad det er i dag. Det er en af regionens mest benyttede buslinjer og eneste direkte forbindelse fra Dragør til Nørreport.

Hvis Movia/Region H skal foretage besparelser på busdriften på grund af MetroCityringen og Letbane, så må besparelserne findes i de områder, som har en direkte fordel af disse installationer.

Linje 33 og 35:

Der mangler en buslinje ad Hartkornsvej Syd som forbinder Dragør og Søvang med svømmehallen, biblioteket og idrætsfaciliteterne i Hollænderhallen. Det er noget som i hvert fald vores ældre borgere har behov for. Det fremgår af bilagene at der på denne strækning er over 400 m til en buslinje.

Umiddelbart behøver der ikke at være 2 busruter via Kirkevej, hvor der stort set kun er marker og en haveforening der kun bebos i sommerhalvåret. Linje 33 kunne derfor med fordel omlægges til at dække Hartkornsvej Syd. Tidligere har linje 35 kørt ad denne strækning, men det er vigtigere bussen på linje 35 kommer hurtigere frem og tilbage til lufthavnen.

Vi finder at det er uheldigt at linje 35 bliver afkortet til Sundbyvesterplads og dermed ikke har adgang til Vestamagermetroen. Det er jo ikke fordi at der ikke kører en bus på denne strækning, men den erstattes bare af linje 78 og så kan linje 35 lige så godt fastholdes på denne strækning.

Reduktionen af kørselsfrekvensen på linje 35 til kun en gang i timen om aftenen kan ikke anbefales, da det er den hurtigste vej fra Dragør til Metroen og den eneste som forbinder Dragør med lufthavnen og de ved Kystvejen placerede virksomheder.

En halvering af afgangene på linje 35 fra Dragør mod Amager Landevej kan vi heller ikke anbefale. Dette er bl.a. forbindelsen til Sundhedshuset og speciallæger på Amager Landevej.

Endvidere henvises til Ældrerådets høringssvar af 21/10-2016 der vedlægges som bilag og vi håber naturligvis også at såvel administrationen som politikerne i Dragør finder inspiration i Banebetjening af Dragør – et idéoplæg afAlex Landex.

På Ældrerådets vegne
Knud Berggreen

Bilag:

Høringssvar 2016-10-21Trafikplan

434-18_v1_Banebetjening af Dragør

Referat fra ældrerådsmøde den 19/1-2018

Mødedeltagere:
Leif Ingersholm, Ole Morten Landsmann, Knud Berggreen, Nadia Langhoff, Renee Schwaner.
Fra forvaltningen deltager: Sundheds- og Omsorgschef Thyra Pallesen og Kristina Fransgaard (referent)

Data om mødet:

Dato: 19.1.2018
Tid: 10.00-12.00
Sted: Dragør Stuen, Rådhuset

Bilag:

Ingen bilag

Dagsorden:

  1. Godkendelse af dagsorden
    Forslag om fast punkt som hedder ”eventuelt”. Forslag godkendt.
    Dagsorden godkendt.
  2. Regler for diæter og udgiftsdækning.
    Gennemgang af kørselsgodtgørelse og diæter.
    Diæter regnes uden transport, når det er møde i Dragør fx på Rådhuset.
    Forvaltningen undersøger retningslinjer for diæter ude af huset – hvorvidt transport indgår i timeberegningen. Forvaltningen undersøger ligeledes med hvilke takster diæter afregnes.
    Forvaltningen undersøger mulighederne for en aftale med Wiedergården, således at Ældrerådet kan printe materiale på Wiedergården.
  3. Mødefrekvens og kommende møder, herunder sammenhængen mellem ældrerådets møder og SSU-møder.
    Forvaltningen udsender link til mødeplan for Social- og Sundhedsudvalgets (SSU) møder i 2018 til ældrerådet, når den er behandlet af Kommunalbestyrelsen den 22. februar.
    Ældrerådet vil blive inviteret til dialog med SSU til et af de kommende udvalgsmøder. Forvaltningen vil give besked til Ældrerådet med en konkret dato. Ældrerådet har et ønske om, at deltage i dialog i marts måned, såfremt det er muligt.
    Næste ældrerådsmøde onsdag den 14. februar kl 10:00-12:00 i Dragør Stuen på Rådhuset. Formål med mødet er at opdatere ældrerådets pjece, hvorfor forvaltningen ikke deltager på mødet.
    Kl. 10:00 kun for ældrerådets medlemmer.
    kl. 11:00 møde med mediebureauet. Leif inviterer mediebureauet.
  4. Sammenhæng i udsendelse af sager i høring og høringsfristen.
    Ingen beslutning.
  5. Eventuelt yderligere fokuspunkter for 2018.
    Nadja er tovholder på fokusområdet demens. Til ældrerådsmødet i marts eller april inviteres Dragør Kommunes nye sundhedsfaglige konsulent til ældrerådsmødet med henblik på at fortælle om demensområdet mv.
  6. Ældrerådets medlemskab af Dragør Kommunes Folkeoplysningsudvalg.
    Valgmøde mandag den 5. februar. Ole Morten og evt. Knud deltager.
    Forvaltningen undersøger retningslinjerne for valgmødet og folkeoplysningsudvalget.
  7. Gennemgang af kommunens budget 18, med fokus på ældreområdet.
    Gennemgang af det udleverede budget.
    Sundhed og Omsorgs budget er angivet under sektor 7.
    Budget 2018 findes her på hjemmesiden:
    https://www.dragoer.dk/vores-kommune/oekonomi/budget/budget-2018/
  8. Gennemgang af verserende sager i SSU.
    Ingen beslutning.
  9. Kommende aktiviteter i Danske Ældreråd.
    Kort gennemgang af kommende temadage i Danske Ældreråd.
    Oplysning af Danske Ældreråds holdningspapir, som ældrerådet i Dragør kan få inspiration fra.
    Formanden og næsteformanden tager til møde i Nyborg til maj.
  10. Eventuelt
    Ved spørgsmål til udvalgssager og bilag (fra øvrige udvalg end SSU), kan der rettes henvendelse til Borgmestersekretariatet (Malene Sloth Eggers).
    Kort drøftelse af, hvordan ældrerådet kan blive mere synligt for borgerne med f.eks. temamøder eller lignende.

 

Referat fra ældrerådsmøde den 15/12-2017

Mødedeltagere:

Knud Berggreen, Leif Ingersholm, Nadia Langhoff, Ole Morten Landsmann, Renee Schwaner.

Fra administrationen deltager: Kristina Fransgaard (referent)

Afbud fra adminsitrationen: Direktør Mette Jeppesen og Sundheds- og Omsorgschef Thyra Pallesen

Data om mødet:

Dato: 15-12-2017 10.00-12.00

Sted: Dragør Stuen, Rådhuset

Bilag:

Ingen bilag

Dagsorden/Referat (beslutning):

  1. Godkendelse af dagsorden
    Dagsorden godkendt.
    Referat fremsendes efter mødet i fem dages høring til deltagerne, hvorefter det eventuelt tilrettes og godkendes.
  2. Vedtægter og forretningsorden – ændring i forhold til suppleanters deltagelse.
    Vedtægterne og forretningsorden er tilbageført til oprindelige på baggrund af ombudsmandens udtalelse af, at suppleanter ikke kan deltage i ældrerådsmøderne. Godkendt.
    Vedtægterne fremsendes til administrationen, som sikre den politiske behandling af vedtægterne.
  3. Regler for diæter og udgiftsdækning.
    Administrationen undersøger, hvilke ydelser der modregnes af diæter for deltagelse af ældrerådsmøderne – herunder f.eks. boligydelser, folkepension og efterløn.
    På det kommende møde udfyldes blanket til mødediæter for de afholdte ældrerådsmøder i november og december.
    Administrationen undersøger, hvad der er de faktiske regler for hvilke udgifter, der kan dækkes af ældrerådets budgetramme. Præsenteres for ældrerådet den 19. januar 2018.
  4. Eventuel ajourføring af folder.
    Ældrerådet har besluttet, at der udarbejdes en ny opdateret folder. Folderen er finansieret af annoncer.
    Formanden kontakter bureauet for at igangsætte processen.
  5. Ældrerådets tilknytning til Danske Ældreråd.
    Dragør Kommune er tilknyttet Danske Ældreråd, som omfatter alle 98 kommuner.
    Ældrerådet formanden og næstformanden har deltaget i møde med øvrige medlemmer i vestegns kommunernes ældreråd.
  6. Aktivering af hjemmeside og Facebook.
    Ældrerådet har sin egen hjemmeside og en Facebookprofil, som er et spejl af hjemmesiden (ikke en diskussionsgruppe). Ældrerådet har besluttet at fastholde disse to kommunikationskanaler.
    Knud Berggreen blev valgt som web-master med applaus.
    Derudover er der oplysninger om ældrerådet på kommunens hjemmeside, som administrationen vedligeholder.
    Formidling af ældrerådets virke drøftes også på kommende møder.
  7. Mødefrekvens og kommende møde.
    Pkt. 7-9 drøftes videre når mødeplanen for SSU forelægger.
    Ældrerådet ønskes at blive inddraget tidligt i udarbejdelse af politiske sager.
    Ældrerådet har fokus på at få et godt samarbejde med social- og sundhedsudvalget og administrationen.
    Høringsforhold gennemgås på ældrerådsmøde den 19. januar 2018.
  8. Sammenhæng mellem ældrerådet møder og SSU-møder.
    Se pkt. 7
    Sammenhæng i udsendelse af sager i høring og høringsfristen.
  9. Se pkt. 7
  10. Fastlæggelse af mulige fokuspunkter for 2018.
    Fokuspunkter og temaer i 2018:
    – Offentlig trafik (tovholder Knud Berggreen)
    – Akutfunktionen
    – Demens
  11. Gennemgang af kommunens budget 18, med fokus på ældreområdet.
    Punkt rykkes til møde den 19. januar 2018. hvor administrationen præsenterer budget 2018 med fokus på ældreområdet.
  12. Gennemgang af de fremsendte sager fra SSU.
    Punkt udgik.

Referat fra ældrerådsmøde den 3/11-2017

Mødedeltagere:

Knud Berggreen, Leif Ingersholm, Nadia Langhoff, Ole Morten Landsmann, Renee Schwaner.
Fra forvaltningen deltager: Direktør Mette Jeppesen, Sundheds og Omsorgschef Thyra Pallesen og konsulent Kristina Fransgaard (referent)

Data om mødet:
Dato: 03-11-2017 11.00-12.30
Sted: Dragør Stuen, Rådhuset

Bilag:

  • Socialministeriets Vejledning om Ældreråd
  • Udkast til vedtægter
  • Udkast til forretningsorden
  • Fundats Blomsterhandler Peter Bøge Andersen og hustru Ingers fond.

Dagsorden:

  1. Godkendelse af dagsorden
    Godkendt med følgende ændring:
    Punkt vedr. ”konstituering” flyttes til sidste punkt på dagsorden.
    Punkt vedr. ”drøftelse af det daglige arbejde…” flyttes frem som første punkt på dagsorden (efter ”Godkendelse af dagsorden.”)
  2. Drøftelse af det daglige arbejde og dialogen mellem Ældrerådet og kommunen. Orientering om den formelle proces og forløb af politiske dagsordener, herunder Ældrerådets høringsret mv og forvaltningens tilbud om sekretariatsbistand.
    Ældrerådet ønsker, at forvaltningen er sekretær på ældrerådsmøderne.
    Forvaltningen vil udsende relevante udvalgssager til høring i ældrerådet. Ældrerådet giver løbende input, såfremt der er yderligere emner, som skal sendes i høring.
    Ældrerådet vil gerne have kontakt med det nye udvalg i starten af det nye år.
    Ældrerådet ønsker en præsentation af Sekoia-skærmene og de øvrige velfærdsteknologiske tiltag evt. ude på Enggården. Punktet vil blive tilført dagsorden til et ældrerådsmøde i 2018.
    Ældrerådet ønsker på næste møde, at få en gennemgang af budgettet. Punktet vil blive tilføjet dagsorden til det kommende ældrerådsmøde.
  3. Drøftelse af vedtægter for Ældrerådets valgperiode med henblik på efterfølgende godkendelse i Kommunalbestyrelsen (udkast til vedtægter vedhæftet)
    De gældende vedtægter fortsætter indtil videre (gælder for perioden 2014-2017). Ældrerådet udarbejder et nyt udkast, som vil blive drøftet på det kommende ældrerådsmøde.
  4. Drøftelse af forretningsorden med henblik på efterfølgende godkendelse (udkast til forretningsorden vedhæftet)
    Forretningsorden skal tilføjes, at suppleanter inviteres til møderne medmindre ældrerådet har besluttet andet. Leif Ingersholm udarbejder udkast.
    Suppleanterne inviteres til det kommende ældrerådsmøde
  5. Orientering om mødediæter og ældrerådets rammebeløb
    Punktet blev rykket til det kommende ældrerådsmøde.
  6. Kommende møder
    Næste ældrerådsmøde afholdes den 15. december 2017 kl. 10:00-12:00.
  7. Konstituering, herunder valg af:
    Formand
    Næstformand
    Fondsbestyrelsesmedlem til Blomsterhandler Peter Bøge Andersen og hustru Ingers fond. Fondsbestyrelsen holder møde mandag den 13. november 2017 kl.13-14.30. Beløb til uddeling ca. 30.000 kr.Leif Ingersholm er valgt som formand uden modkandidat med applaus.

    Ole Morten Landsmann er valgt som næstformand uden modkandidat med applaus.

    Nadia Langhoff er valgt som Fondsbestyrelsesmedlem til Blomsterhandler Peter Bøge Andersen og hustru Ingers fond uden modkandidat med applaus.

  8. Eventuelt
    Der udsendes en liste med ældreråds medlemmers kontaktoplysninger til ældrerådets medlemmer.

     

Mødet sluttede kl. 13.00

Valg til Dragør Kommunes Ældreråd

De ældres stemme

Ældrerådet er “de ældres stemme” i de politiske beslutninger, der har betydning for ældre. Dragør Kommunalbestyrelse har både pligt til og ønske om at høre Ældrerådets mening om stort set alt på ældreområdet.

Det er Kommunalbestyrelsens ønske, at så mange som muligt tager del i den ældrepolitiske debat og gennem Ældrerådet giver sine meninger til kende.

Sådan foregår valget

  • Stemmeberettigede og valgbare er borgere med fast bopæl i Dragør Kommune, som er fyldt 60 år senest den 9. oktober 2017
  • Selve valget vil foregå som brevvalg. Stemmesedler med svarkuvert udsendes automatisk til de stemmeberettigede borgere i kommunen i løbet af uge 37 og 38.
  • Stemmesedler skal være Dragør Kommune i hænde senest mandag den 9. oktober 2017 kl. 10.00.

Præsentation af opstillede kandidater til Ældreraadsvalget 2017

 

Brev til Dragør kommune: Det samlede ældreråd fratræder

Den 17. april 2017

Til Dragør Kommune,

– Kommunalbestyrelsen
– Borgmesteren
– Formanden for SSU

– Administrationen

Ældrerådets resterende 4 medlemmer har på mødet d. 12. april 2017, og senest konfirmeret pr. mail d.d., besluttet at forlade ældrerådet i Dragør.

Beslutningen og begrundelsen fremgår af vedhæftede word-dokument.
Vi vil snarest informere vores tidligere samarbejdspartnere – Danske Ældreråd, Vestegnens Ældreråd, Regionsældrerådet m.v. – om, at alle fremtidige forespørgsler vedr. ældrerådsarbejde i Dragør skal stiles direkte til Dragør Kommune.
Vores beslutning vil snarest muligt blive offentliggjort i Dragør Nyt, Facebook og på vores hjemmeside.
Vagn Ekstrøm Larsen
Richard Barth
Bent Larsen
Kirja Kongsbak

Alle medlemmer af ældrerådet i Dragør er trådt ud

Det var med nogen overraskelse, ældrerådet d. 3/4-2017 modtog formanden, Sten Brinckers, meddelelse om sin øjeblikkelige fratræden som formand og udtræden af ældrerådet i Dragør. Det nu afgåede ældreråd har drøftet situation og den forhenværende formands begrundelse. Vi kan på alle punkter erklære os enige i hans begrundelse. Dragør Kommune, forvaltningen og politikerne har gentagne gange undladt at overholde de regler, der er for inddragelse, høringer af og samarbejde med ældrerådet. Dette har resulteret i, at ældrerådet har indklaget situationen/kommunen for Statsforvaltningen. Der er nu gået omkring et år og Statsforvaltningen har endnu ikke afgjort sagen, siden den sidste kontakt i efteråret 2016.

Senest har der været problemer omkring valget til et nyt ældreråd, der skal foregå i efteråret 2017. Meget tidligt i forløbet foreslog vi (uopfordret), at valget skete som fremmødevalg samtidig med kommunalvalget d. 21. november. Siden har vi ikke hørt noget. Reglerne fastlægger – næsten ordret: “Kommunalbestyrelsen fastlægger i samarbejde med Ældrerådet reglerne for valgets afholdelse“. Ældrerådet havde forventet at blive inviteret til et møde om dette, men der er intet sket. Vores overraskelse var derfor stor, grænsende til morskab, da forvaltningen (i øvrigt vedtaget på Social og Sundheds Udvalget (SSU) d. 30/1-2017) foreslog politikerne, at de 5 ældrerådsmedlemmer i forbindelse med ældrerådsvalget skulle stå for aktiviteter, man med rimelighed ikke kan bede 5 65 – 80-årige om at udføre. Opgavefordelingen kan ses på udvalgets referat.

Ældrerådet meddelte, at vi ikke kunne deltage i valget med de opgaver, men gerne på selve valgdagen. Senere blev 2 punkter dog pillet ud – forplejningen og opsætningen af valgstedet.

Når vi kiggede på administrationens opgaver, blev vi igen forundrede. Tilsyneladende skulle én medarbejder fra rådhuset ved hvert valgsted være tilsynsførende i 12 timer (alene), uden mulighed for pauser til spisning, toiletbesøg m.v. En borger med en fortid som ansat i forvaltningen har 2 gange stillet spørgsmål om det urimelige i denne planlægning i spørgetiden til KB-møder. Den ene gang fik han det arrogante svar: “Vi finder yngste medarbejder eller én med en stor selskabsblære“. Den anden gang (30/3-2017) var svaret fra SSU-formanden, Morten Dreyer: “Nu bliver det brevvalg“. I fremmødevalget var der heller ikke taget højde for væsentlige spørgsmål som f. eks. hvordan man skulle forholde sig, hvis en handikappet ønskede at stemme i et køretøj uden for valglokalet.

Morten Dreyer har påstået i en telefonsamtale med undertegnede, at forslaget om brevvalg i stedet for fremmødevalg er ønsket af Jens Passarge, da han var formand for SSU. Det er direkte løgn. Morten Dreyer overtog formandsposten i SSU d. 30/1-2017. Administrationens forslag om brevvalg blev fremsat af forvaltningen og godkendt af et flertal på SSU i mødet d. 6/4-2017. 3 medlemmer af udvalget, herunder Jens Passarge, stemte imod. Samme hr. Morten Dreyer har også i telefonsamtalen påstået, at både den tidligere formand for ældrerådet, Sten Brincker, og undertegnede har ønsket et brevvalg. Han blev gjort bekendt med, at også dette er direkte forkert. Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt han forstod det.

Morten Dreyer, har desuden i en mail til bl. a. undertegnede, resten af ældrerådet, og den afgåede formand, Sten Brincker d. 6/4-2017, skrevet: “Det er ærgerligt, at Sten valgte at gå. På mange måder har han virket som en sten i skoen, eller en byld et vist sted, hvis du undskylder mit franske“. Med det niveau i kommunikationen og alle de øvrige problemer, hvor ældrerådet er negligeret og holdt for nar, og hvor lovgivningen ikke er overholdt, så det nu afgåede ældreråd, inkl. den nye formand sig ikke længere i stand til at fortsætte.

Vi kan sluttelig anføre, at vi flere gange har anmodet forvaltningen om at få en detaljeret oversigt over, hvad klippekort-pengene fra staten, ca. 232.000,- kr., blev anvendt til i 2015. Der foreligger et intetsigende regnskab, hvor det dog er interessant, at det er lykkedes at bruge statens penge +/- 42,00 kroner. Flot planlægning! Det er også interessant, at ca. halvdelen af pengene (110.000,- kr.) er gået til administration af ordningen og lige nøjagtig 10.000,- kr. (på kroner og ører) er betalt til revision af regnskabet. Vi ville gerne have vidst, hvad de ældre i vores kommune bruger klippekortordningen til, altså hvilke aktiviteter de efterspørger. At spørge om 2016-regnskabet her 4 måneder efter, at året er slut, er jo helt omsonst.

Desværre må vi også erkende, at vi ikke kan anbefale andre at gå ind i det frivillige og ulønnede arbejde som ældrerådsmedlem. Med mindre der kommer ældrerådsmedlemmer, der har større gennemslagskraft, end det nuværende ældreråd, en kraftig udskiftning af politikerne til kommunalvalget eller en gennemgribende ændring af holdningen hos politikerne og forvaltningen til de ældre i kommunen og til ældrerådets arbejde.

På vegne af det afgåede ældreråd i Dragør,
Vagn Ekstrøm Larsen
Kirja Kongsbak, Richard Barth og Bent Larsen