1.2.2019
Høringssvar
Til: Social- og Sundhedsudvalget
Emne: Høringssvar til udkast til Sundhedsaftalen 2019-2023
for Region Hovedstaden, kommunerne og almen praksis
Sagsnr.: 19/137
Resumé:
Sundhedskoordinationsudvalget har sendt udkast til Sundhedsaftalen 2019-2013 for Region Hovedstaden, kommunerne og almen praksis i høring frem til den 28. februar 2019. Social- og Sundhedsudvalget skal godkende Dragør Kommunes høringssvar til udkast til Sundhedsaftalen.
Indstilling:
Administrationen indstiller, at udvalget godkender Dragør Kommunes høringssvar til udkast til Sundhedsaftalen 2019-2023.
Ældrerådets bemærkninger:
Vi har med tilfredshed bemærket, at aftalen er formuleret i en langt mere tilgængelig form end tidligere aftale, og at gældende lov ikke er gentaget i aftalen, men forudsættes at være parterne bekendt.
Vi finder det rigtigt, at der alene fokuseres på tre prioriterede områder, nemlig:
- Sammen om ældre og borgere med kronisk sygdom – med mål om at:
– Alle borgere med flere sygdomme oplever en samlet indsats med udgangspunkt i deres behov og ønsker. – Alle ældre syge borgere opholder sig der, hvor deres behov varetages bedst.
- Sammen om borgere med psykisk sygdom – med mål om at:
– Alle borgere med psykisk sygdom oplever, at der tages hånd om deres samlede behov – også i forbindelse med anden sygdom.
- Sammen om børn og unges sundhed – med mål om at:
– Vi udvikler og styrker vores samarbejde om tilbud til sårbare gravide og småbørnsfamilier med afsæt i deres behov og ressourcer. – Alle børn og unge, der viser tegn på mental mistrivsel, får den rette hjælp i tide.
Ældrerådet finder det desuden vigtigt, at der i perioden vil kunne tages fat på nye fokusområder hvis et behov opstår.
Ældrerådet anbefaler, at administrationens indstilling godkendes.
Ældrerådet i Dragør
på rådets vegne
Leif Ingersholm
formand